Kitesurfing – 8 minutter fra Adventure Park Ferielejligheder
Kitesurfing ved Kloster Surf Point
Hvis du besøger det nordvestlige hjørne af Ringkøbing Fjord på en blæsende dag, lige ved Bagges Dæmning, kan du ikke undgå at se dem. De mange autocampere, deres beboere og alle deres kites i mange farver.
Foto: Destination Vesterhavet
Oplevelse for familien
Kitesurfing har virkelig vundet en stor plads på Ringkøbing Fjord over en årrække. Hver gang vinden blæser lidt til, og det er tit herude, pryder de mange kites (drager) himlen flere steder på Ringkøbing Fjord. Et af de mest brugte steder er Kloster Surf Point, som ligger nær Bagges Dæmning.
Det er både sjovt og flot at kigge på. De mange farver, men også de imponerende evner det kræver at kunne styre rundt på fjorden efter en drage. Nogle surfer hurtigt, andre hopper og svæver og fælles for dem alle er, at de har det sjovt.
Sammenhold og god stemning
Stemningen ved Kloster Surf Point, hvor der i øvrigt også er anlagt flere hytter, er virkelig god. Og det er ligemeget om vejret er solskin eller gråt. Bare vinden er i nordvest - for så er det det mest eminente sted at kitesurfe. Den gode stemning blandt surferne er ikke at tage fejl af. Der er smil og ingen sure miner - og som tilskuer er man meget velkommen til at gå rundt og kigge, spørge og blive inspireret.